lørdag den 23. marts 2013

Super Mario og To Ninjago.....

Sidste weekend havde Michelle, praktikant fra november måned, bestilt et par kager. Hendes søn fyldte 6 år og det skulle fejres to dage med to forskellige kager.

Første kage var denne Super Mario.


Selve kage består af karamelmousse og skovbærmousse lagt sammen med lagkagebunde. Derefter er den overtrukket  med fondant.
Det var en rigtig sjov kage at lave, da jeg ikke havde prøvet med dette tema før. Jeg lavede topfigurerne, den farlige plante og Super Mario, min kollega lavede stjerner og svampe til.
Det blev rigtig god med nogle flotte kraftige farver. Og vigtigst af alt blev Michelle glad for den.

Næste kage, Ninjago 


Interessant idé fra Lego med ninja, som da lige bliver til Ninjago. Men populært er det mellem de små, så det blev temaet for kage nummer 2. Marcus er rigtig glad for farven lilla og derfor blev den overtrukket med den farve. Indholdet i kagen blev det samme som i Super Mario kagen. Det er også en lækker kombination, det er næste så tænderne løber i vand.
Det var meget specielt at skulle lave hovedet på ninjago'en, da jeg ikke helt havde andet end et simpelt billede af den. Så jeg prøvede mig frem overvejs og blev tilfreds med det endelige resultat.
Min kollega lavede de fine legoklodser i forskellige farver.

Ninjago nummer 2.


Ligesom vi skulle til og igang med det store modellerings show, ringede en kunde og ville også gerne have en Ninjago kage. 
Det blev til denne røde Ninjago til Elias. 
Indholdet i kagen var vanillecreme med friske jordbær, chokoladestykker lagt sammen med lagkagebunde. 

Vi kunne aflevere kager med fuld tilfredshed og det var spændende at runde disse to temaer også.

Næste uge har Michelle bestilt en kage med antarktisk/arktisk tema til hendes datter Annabell, så det bliver endnu en ny kage der kan krydses af på den lange liste over tema'er der skal afprøve :o)

Jeg smutter forresten en tur til Island fra torsdag, så kan være der kommer et lille indlæg om det når jeg vender tilbage igen efter påske.
God weekend og påske.

torsdag den 14. marts 2013

Mini Bryllupskage

Så fik jeg endelig lavet den første helt rigtig kage med de 'skills' jeg lærte på Sif's kurser.

Min chefs kammerat skulle giftes igår eftermiddag og han ville gerne have en lille bryllupskage. Det eneste krav var at der skulle være masser chokolade indeni. Det kom der i form af chokoladelagkagebunde og en lækker luftig chokolademousse. Kagen er til 15 pers. og da han så slet ingen havde til pynten besluttede jeg mig hurtigt for at lave den med hvid fondant og sprøjte med royal icing med Lambeth teknikken. Jeg brugte nogle af de teknikker jeg lærte på kurserne og så kiggede jeg lidt efter en anden rigtig smuk kage fra Sifbeth's facebookside.
Cirka 70 blomster kom der på. De er sprøjtet dagen før for at de var tørre og til at sætte ovenpå hinanden.


Jeg håber den bragt lykke med sig og at jeg snart for muligheden for at lave dette smukke arbejde endnu engang. Lad der nu ikke gå for længe!!

onsdag den 13. marts 2013

Årets kage 2013

I mandags startede dagen rimelig hektisk. Min mester ville gerne have at jeg deltog i årets kage og efter som han først sagde det 14 dage før konkurrencen skulle stå, så var der et stort pres. For det første havde jeg aldrig deltaget før og havde ingen idé om niveauet. For det andet skulle der også laves kager til butikken og diverse bestillinger til kunder. For det tredje kan man altså ikke lave en vinder kage på så kort tid, desværre. 

Alle de 92 deltagende kager var super flotte og der var virkelig hård konkurrence. Når man så var oppe imod folk fra landsholdet osv. så tabte jeg lidt modet.

Jeg deltog med denne lille sag. 

Cherry Crush
Kanelnøddebund, karamelmousse, amarena kirsebærsauce, 
hvid chokolade og passionsfrugtmousse. 


Til min store overraskelse blev min kage nr. 27 i konkurrencen. Det havde jeg på ingen måde regnet med og jeg blev rigtig glad for at se at dommerene, da havde været lidt positiv overfor mit bud på årets kage.

Mads Kilstrup Kristiansen, fra La Glace løb med sejren.
Kagen ”Hokus pokus” bestod af saltet hasselnødmørdej, luftig kokosskum og passionscreme, karamelliseret bagt hvid chokolade, banankompot og luftige marengs med passion og til sidst en passionglasur.

Billedet er fra NNF facebook




torsdag den 7. marts 2013

Dart og Pool....

Idag havde jeg besøg af Vibe, Morten og deres søn Marcus. De skulle smage nogle forskellige sammensætninger af mousser til deres bryllupskage jeg skal lave til sommer.
De var vilde med det hele, men valget faldt på chokoladekage lagt sammen med limemousse og vanillemousse med friske jordbær. Det skal nok blive en lækker kombination til et rigtig sommerbryllup. De ville ikke have en traditionel kage da de begge er meget interesseret i amerikaner bil, dart og pool, så jeg skal udfordres til det yderste og lave en 70 pers. Ford Ranchero '74 med et poolbord på ladet og en dartskrive hængende i vinduet. Det skal nok blive noget af et spændende projekt jeg skal igang med om et par måneder.

Til temaet idag havde jeg lavet disse eksemplarer, så det kunne se det som kagepynt.


Dartskiven har jeg lavet på et cakeboard som jeg har overtrukket med fondant. I Publisher lavede jeg en skabelon til cirklerne og opdelingen af felterne, som jeg så har lagt ovenpå fondanten og prikket hul tæt langs alle stregerne, så jeg kunne sprøjte med royal icing. Felterne med rød, grøn, og sort har jeg fyldt ud med fortyndet glasur farvet med pastafarver og de hvid felter er fondanten.

Poolbordet har jeg lavet på en opskrift bog jeg har pakket ind i film. Overtrukket den med brun fondant og derefter lavet kanten rundt, rullet grønt til 'tæppet' og derefter lavet køller med grillpinde betrukket med fondant. De små kegler og kugler er også i fondant som jeg har farvet med lidt ivory for at få lidt træfarve i.


Dette er Forden jeg skal efterligne så meget som muligt, den skal dog være grøn istedet :o)

Jeg glæder mig til det bliver sommer!!

mandag den 4. marts 2013

Dåb..

Men ikke dåb i den forstand vi bedst kender til. Her er det min nevø på 10 år, der har valgt at han ville døbes.
Vi startede formiddagen med dåben i Rønnevang Kirke i Tåstrup, hvor han blev døbt under søndags gudstjenesten. Jeg var blevet spurgt om jeg ville være fadder, hvilket jeg er meget rørt over, så jeg var med oppe og stå ved døbefonden. Han blev dog ikke båret derop og han sagde også selv ja til præsten ;o)
Efter en masse smukke salmer, hjulpet på vej af korpigerne, kørte vi hjem til min bror, hvor der skulle hygges og åbnes gaver.


Efter en dejlig omgang frokost med lunde madder, gik vi i krig med den noget utraditionelle kage til en dåb. Han havde nemlig bedt om en almindelig chokoladekage med Minecraft tema.


Morten & Camilla - Majse - og Farmor.... 



lørdag den 2. marts 2013

I'm in love....

Så har jeg endelig fået lavet noget Orintansk stringwork herhjemme.
Det har da også bare lige taget hele dagen at lave det, men synes det blev godt selvom jeg er sikker på det lige var en sværhedsgrad op. Med hjælp fra min nye fantastiske bog The Art of Royal Icing gik det okay, men der skal meget mere øvelse til for at lave alle de buer, så de bliver ens.
Det var jo meget oplagt at lave en kage med påsketema, da der ikke er forfærdeligt længe til.


Uhh, jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste projekt. Det er bare meget tidskrævende, så der skal lige lidt planlægning til for at det passer ind i progammet :o) Men tror det bliver det for denne omgang, og imorgen står den måske på scrapbooking med vores feriebilleder fra Barcelona.